|
Via træning stimuleres hunden både mentalt og fysisk. Hundens selvtillid og selvværd øges, og kontakten mellem hund og ejer styrkes.
Jeg ser gerne, at hvalpene kommer på træningsbanen fra de er 10-12 uger. Det er dog aldrig for sent at starte til træning - uanset hundens alder.
Jeg har træningshold, der henvender sig til hvalpe, unghunde, gamle hunde, øvede og ikke-øvede. Alt efter hundens kunnen, finder jeg et hold, hvor der til stadighed er udfordring for både hund og ejer.
I min træning tager jeg udgangspunkt i den enkelte race, ejer, individ, køn, alder og hundens historie. For at sikre høj kvalitet prioriteres små træningshold. Det giver mig muligheden for at give den sparring og input, som lige netop du og din hund har behov for.
Træning af hunden bør bibeholdes hele hundens liv. Når hunden er hvalp, siger det sig selv, at den har behov for lærdom, miljøtræning, socialisering og samarbejde med den nye ejer. Som unghund - hvor hunden er et energibundt af format - er der også behov for lærdom og om ikke andet.... så at holde fast i det, den alerede har lært.
Men også den ældre og gamle hund, må du ikke glemme. Den gamle hund har behov for at holde sig aktiv, naturligvis fysisk men absolut også mentalt. Sørger du ikke for det, kan du risikere at have en "gammel hund" når den er 5 år, hvor imod en hund der bliver arbejdet med, fortsat kan være frisk, når den er 12 år.
|